Karate & Nødværgereglen

Karate og nødværgereglen

Har du ret til at forsvare dig selv ved brug af karate?

Nødværge = retten til at forsvare sig selv.

Er det bedste forsvar et angreb?

Det hører man i hvert fald tit, og det er og kan være rigtigt i nogle tilfælde, men det betyder omvendt ikke, at du kan tæve alle, fordi de tæver dig.

Karate er et kampsystem og med det, kan du påføre dine medmennesker stor skade (og dig selv, hvis du ikke passer på).

Tænk dig derfor godt og grundigt om, hvis du en dag skulle blive nødt til at forsvare dig selv. Når personen er uskadeliggjort, må du f.eks. ikke brække armen på overfaldsmanden bare for en sikkerhedsskyld. Grundprincippet er, at du altid skal bruge din sunde fornuft, som du bl.a. har lært under din karatetræning i Taifu.

Nødværge foreligger, når du anvender vold for at forsvare dig mod et angreb på din person eller ejendom. Brug af nødværge er således en lovsikret ret til en afbalanceret magtanvendelse, når man er under angreb og ikke kan få hjælp af politiet.

De tre krav til lovligt brug af nødværge (selvforsvar):

For det første, så skal der være tale om et påbegyndt eller overhængende angreb. Dette betyder, at en trussel over telefonen ikke ville kunne retfærdiggøre, at du går over til gerningsmanden og tæsker ham gul og blå, for derved at påberåbe sig straffelovens § 13, stk. 1.

I det foregående eksempel, så er der ikke tale om et (fysisk) påbegyndt eller overhængende angreb, og derfor vil du i stedet kunne rette henvendelse til politiet og anmelde gerningsmanden for overtrædelse af straffelovens § 266, der omhandler trusler.

Det andet krav, der skal være opfyldt førhen man kan påberåbe sig straffelovens § 13, stk. 1, er at (nødværge) handlingen skal have været nødvendig for at modstå eller afværge det påbegyndte eller overhængende angreb jf. § 13, stk. 1. Her skal der anlægges en såkaldt proportionalitetsvurdering, hvilket betyder at man stiller spørgsmålet “kunne angrebet havde været afværget ved anvendelse af mindre indgribende handlinger”. Hvis vi igen benytter eksemplet givet ovenover, så er svaret i det omtalte tilfælde ja.

Den som truslerne var rettet til, kunne have valgt at rette henvendelse til politiet og derved melde gerningsmanden, forudsat at han vidste, hvem gerningsmanden var eller havde mistanke herom, i stedet for at opsøge gerningsmanden og udøve vold mod denne.I denne forbindelse skal der gøres opmærksom på, at anklagemyndigheden i de fleste sager, der drejer sig om påberåbelse af straffeloves § 13, stk. 1, gang på gang påstår, at den angrebne (som nu er tiltalt) ikke kan påberåbe sig bestemmelsen, idet tiltalte (den angrebne) blot kunne have valgt at flygte, og dermed reelt havde undgået at komme i en (fysisk) konfrontation, der nødvendiggjorde anvendelse af vold eller det, der er værre.

Til dette argument skal der knyttes en kort bemærkning.Det er nemlig fast antaget i den strafferetlige litteratur, at ingen har pligt til at “løbe væk” eller forsøge at “løbe væk”, og såfremt man vælger ikke at flygte, så burde denne beslutning ikke, i hvert fald ikke automatisk, udelukke anvendelsen af straffelovens § 13, stk. 1. Det forudsættes i det foregående eksempel, at gerningsmanden og ofret står overfor hinanden, f.eks. at angriberen har opdaget den angrebne på lang afstand, og således begynder at løbe efter denne med den intention at udøve vold.

Det tredje krav er, at nødværgehandlingen skal have været forsvarlig. Straffelovens § 13, stk. 1, giver en vis vejledning i, hvordan dette begreb skal fortolkes i nærværende sammenhæng. Spørgsmålet om forsvarlighed skal for det første afgøres med “under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og den angrebne retsgodes betydning”. Det forudsættes her, at domstolene foretager en konkret skøn af samtlige forhold, der kunne have haft en betydning for udøvelsen af nødværge.“Rimeligt begrundet skræk eller ophidselse”.

Vi mennesker er forskelligt indrettet, både hvad angår det fysiske og det psykiske. Derfor så reagerer vi også forskelligt, når det kommer til visse situationer. F.eks., så kan det lægges til grund, at en mand, som færdes i det kriminelle miljø og som har en lang kriminel løbebane bag sig, ville handle anderledes, hvis han blev overfaldet på gaden end en ældre embedsmand, som aldrig ville kunne forestille sig at blive udsat for sådan noget. Den pæne og nydelige embedsmand vil måske i sådan en situation blive så bange, at han, selv efter at have overmandet overfaldsmanden, stadig ville forsætte med at banke brostenen i hovedet på ham og dermed klart overskride grænserne for nødværge i straffelovens § 13, stk. 1.

Derfor så lovgiver sig nødsaget til at indsætte en bestemmelse, hvorefter en nødværgehandling, der overskrider grænserne i § 13, stk. 1, alligevel ville kunne medføre straffrihed, såfremt denne var rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Rimeligt begrundet udtrykker lovgiverens ønske om, at overskridelsen skal kunne accepteres og henvises til den fremkaldte skræk eller ophidselse.